Nordsjællands kvindehjem

Jeg læste en artikel i avisen. Den var velskrevet og meget inspirerende. Den handlede om en kvinde, der havde besluttet sig for at danne et kvindehjem. Hun havde arvet en kæmpe formue og vidste egentlig ikke, hvad hun skulle bruge den til. Hun var i forvejen velhavende – via sin mand. Men da hun arvede en formue, begyndte hun ligesom at tænke anderledes, end hun hidtil havde gjort. Hun var klar over, at penge giver magt – og frihed. Men det gik op for hende, at sådan er det kun, når man selv ejer pengene. Hidtil havde hendes velhavende mand givet hende alt.

Sårbare kvinder

Den erkendelse fik hende til at se på kvinder i et helt andet perspektiv. Hun så lige pludseligt, hvor sårbare kvinder er. Under sin egen opvækst var hun blevet indprentet, at hun skulle lære alt om at holde et hus (med tjenestefolk!), være dannet, kunne synge og spille piano smukt og være en kærlig hustru og mor. Det gik op for hende, at den uddannelse, hun havde fået, var gearet til, at hun skulle blive gift – helst med en meget mere velhavende mand end sin egen familie.

Da hun så arvede sin formue, begyndte hun at rejse. Hun opdagede, at hun kunne lide at tale med fremmede mennesker. Hun opdagede også, at hun kunne lide at skrive artikler og små noveller. Hun fortalte sin mand om sine nye erfaringer og spurgte ham om tilladelse til at udgive nogle af novellerne. Det forbød han hende. Han ville under ingen omstændigheder have, at hans familienavn kunne udsættes for latterliggørelse – og det, mente han, ville ske.

Skuffelsen

Kvinden var skuffet. Men accepterede hans forbud. Hun fortsatte dog med at skrive noveller. Og med at rejse. Under en af sine rejser mødte hun så en meget viljestærk kvinde, som slet ikke kunne acceptere, at en mand forbyder sin hustru at forsøge at udgive en novellesamling. Hun gav hende det råd at udgive novellerne under et pseudonym. Den første novellesamling havde et tema: Kvinder, der er fanget i et ægteskab, men som egentlig hellere ville have været læger, journalister eller kemikere.

Udgivelsen blev en stor succes for kvinden. Hun begyndte derfor at arbejde for mere ligestilling til kvinder. Politik var på det tidspunkt ikke et emne, som kvinder skulle bekymre sig om. Men hun indså, at det problem, som hendes første novellesamling behandlede, er et politisk problem. Hun blev derfor meget aktiv i den spirende kvindebevægelse. Og ja, hun var glad dengang i 1915, hvor kvinder i Danmark fik stemmeret. Hun fortsatte med at skrive og være politisk aktiv. Men ikke nok med det. Hun så også uretfærdigheden og volden overfor kvinder.

Et af de første kvindehjem

Derfor etablerede hun et af de første kvindehjem i Nordsjælland. Uden at hendes ægtefælle fik noget at vide om det. Naturligvis opdagede han det. Og så var der ballade. Hvordan turde hun gå bag hans ryg og etablere hjem for voldsramte kvinder, være politisk aktiv, skrive noveller og endda udgive dem? Hun kunne ikke acceptere, at hun ikke måtte være et helt og selvstændigt menneske. Ægteskabet blev opløst.