Biler og rust
Altså. Jeg er ved at knække sammen af grin. Det sker meget sjældent, at jeg griner højt. Som regel bliver det højst til et stort fnis. Men i dag er jeg åbenbart lattermild. Måske har det noget at gøre med, at det, som skete, var helt uforudset. Det var min søn. Han fik besøg af en klassekammerat. De går i 3. klasse. Og de elsker at spille fodbold og computerspil. Men så sidder de derinde på min søns værelse og har en meget alvorlig samtale. Jeg var faktisk på vej ind på min drengs værelse med lidt kiks og cola til dem, men stoppede op uden for døren – som var hermetisk lukket. Jeg kunne høre, at de talte alvorligt sammen. Tænkte, at jeg nok ikke skulle forstyrre dem lige nu. Men jeg kunne ikke lade være med at lytte med. Til at begynde med opfangede jeg bare nogle få ord: ”Opel” og ”Karosseri”.
Vilde med biler
Ok, jeg forstod, at samtalen handlede om biler. Det er min søns store interesse. Han drømmer at komme til at køre Formel 1 en dag. Jeg blev stående uden for døren og lyttede til deres samtale. Min søn var i gang med at belære sin klassekammerat om, hvad undervognsbehandling er. Jeg kunne høre ham sige: Vi går lige ind på nettet, og så skal du bare se: Vi skriver ”undervognsbehandling Fyn”, og så finder du alle de steder på Fyn, hvor du kan få din bil undervognsbehandlet. Vi ved, det helst skal være med Tectyl.
Jeg kom til at grine, fordi det, han sagde, kunne hans far også have sagt til mig. Et eller andet sted var det komisk. En 10-årig, der sidder og belærer sin bedste ven fra skolen om undervognsbehandling.
Tidlig interesse
I min horisont burde det være noget, man begynder at interessere sig for, når man er 16 eller 17 år gammel. Ikke som 10-årig. Jeg bankede på døren. Sagde, at det er mig, og at jeg har kiks og cola til dem. Spurgte dem, om jeg måtte komme ind. Døren blev åbnet. Jeg måtte gerne komme ind. Jeg kunne ikke dy mig. Jeg måtte bare spørge min søn, om han også har søgt på ”undervognsbehandling og rustbeskyttelse Odense”, så han kan vise sin kammerat, hvor man kan få lavet den slags her i byen. Min dreng kigger lidt på mig. Siger, at det har han ikke. Han har munden fuld af kiks. Han er sulten. Har åbenbart ikke haft tid til at spise sin frokost.
Min exit
Jeg går igen. På vej ud fra værelset spørger jeg drengene, om jeg skal dække op til en ekstra til middag. Jeg har en fornemmelse af, at begge drenge har været så opslugte af at tale om vedligeholdelse af biler, at de helt har glemt at få spist. Og klassekammeraten er en sød dreng. Han er velkommen her hos os til hver en tid. Jeg får ikke svar med det samme. Så jeg vender mig for at gå videre. Fortæller drengene, at de skal give mig besked. Beder dem om at ringe til min drengs kammerats forældre, så de ved, hvor han er.
