Yngste på efterskole

Min yngste datter starter på en efterskole her til august. Hun glæder sig, siger hun. Men jeg kan mærke, at hun er lidt usikker på det hele. Alt det her med at skulle flytte hjemmefra og bo sammen med andre jævnaldrende på skolen er en lidt stor udfordring for hende. Hun er ikke det mest udfarende og åbne menneske. Man kan vel nærmest beskrive hende som lidt indesluttet. Alligevel ved jeg, at hun vil afsted. Hun har jo set, hvor glad vores ældste datter har det nu. Hun gik på en musikefterskole (Baaring Efterskole) for nogle år siden. Hun havde nogle problemer med de andre piger i klassen og blev moppet. Så hun ville væk derfra. Opholdet på musikefterskolen hjalp hende meget. Hun fik nye veninder, som hun stadig ser nu 3 år efter. Hun lærte også mange ting – og ja hun fik faktisk også rigtigt gode karakterer i de fag, som hun skulle til prøve i. Fx dansk og matematik.

Meget social

Vores ældste datter har altid været et meget socialt menneske. Har haft nemt ved at komme i snak med andre mennesker. Sådan er vores yngste datter slet ikke. Hun er meget genert – og skal jeg være helt ærlig, så undrede det mig, at hun ville på efterskole. Hun har ikke været udsat for mobning. Hun får heller ikke dårlige karakterer i skolen. Måske er det noget med, at hun ser, hvor godt hendes storesøster fik det. Noget med at træde i de sikre fodspor, som hendes søster har sat? Jeg kan ikke helt sige det.
Et eller andet sted er jeg glad for, at min yngste vil afsted. Et andet sted bekymrer det mig. Vil hun kunne klare at være iblandt mange andre fremmede – også selvom de er jævnaldrende og har de samme interesser, som hun har? Vil hun kunne finde sig til rette på skolen? Måske, måske ikke. Vi finder ud af det.

Hun skal have lov

Vi har talt meget om det – hendes far og jeg. Vi er enige om, at hun skal have lov til at prøve det af. Det kan jo godt tænkes, at hun lærer at komme lidt hurtigere ud af busken, og ikke være så genert, som hun er. Hun er jo en sød, kærlig og klog pige. Hun skal nok finde en veninde. Måske flere. Det håber vi lidt, vil ske. Og ja, der er jo ikke nogen, der siger, at hun spilder sin tid ved at komme et år på efterskole.

Alt, hvad vi har hørt og læst om den efterskole, som hun skal gå på, har kun været gode ting. Faktisk bliver der ofte lavet referencer til netop den skole, når vi taler om dansk design. Og det er jo hendes store interesse. Design og tøj. Så mon ikke det vil gå godt.
Jeg håber det. Min lille pige skal for første gang være selvstændig. Hun skal lære at tage ansvar for sig selv. Og så skal hun have lov til at lege med alle de faciliteter, som efterskolen tilbyder hende. Jeg tror, jeg kommer til at tude, når jeg kører hende over til skolen om ganske få uger.